Behandlinger

Opstartskonsultation

Ethvert nyt møde med ejer og hund (og hvis det er mere end 2 år siden, I har været her sidst) starter med en opstartskonsultation. Her skal jeg høre om hundens problemstillinger, lave en undersøgelse, der måske inkluderer videooptagelse, hvis jeg skal granske bevægemønstre nærmere.
Så lægger vi en slagplan for forløbet, inkl. en forventningsafstemning. Og vi når også lidt behandling.
Det kan være, jeg sender jer en tur til dyrlægen, hvis jeg finder behov for det, før videre træning / behandling kan ske.

Laserbehandling

Jeg anvender en håndholdt LLLT/PBM-laser med en styrke på 500 mW og en usynlig 808 nm infrarød laserstråle.

Laserbehandling bruges som et skånsomt supplement til fysioterapien og kan blandt andet understøtte kroppens naturlige helingsprocesser, øge blodcirkulationen samt lindre smerter og spændinger i muskler og led.

Behandlingen er smertefri og de fleste hunde slapper godt af undervejs. Laseren anvendes blandt andet ved:
* Muskelspændinger
* Overbelastninger
* Ledsmerter
* Arvæv
* Inflammation
* Skader på sener og ledbånd

Behandlingen tilpasses altid den enkelte hund og kombineres ofte med øvrig fysioterapi og træning for det bedste resultat.

Massage

Efter en grundig opvarmning af hunden, masseres den igennem ved hjælp af specielle greb. Ømme muskler, bindevæv og led arbejdes igennem, og ved hjælp af bindevævsmassage kommer jeg helt ind omkring de små muskler i kroppen.

Afhængig af, hvad hunden reagerer på, kan der fokuseres på enkelte kropsdele, men der er også fokus på de kompensationer, ømme og spændte muskler og led kan have i andre dele af kroppen.

Husk bagefter, at hunden kan være træt og øm, ligesom os selv, når vi har modtaget massage. Derfor er det vigtigt, at hunden ikke indgår i vild leg i et par dage efter massage, og heller ikke konkurrencer.

Den korte massage har mere fokus på problemområder. Massage kan også have en beroligende effekt på nervesystemet, så det er værd at prøve af, hvis man har en sensitiv eller hurtig reagerende hund. Hvis hunden for nyligt er blevet mere reaktiv / mere urolig, anbefales det at besøge dyrlægen for at udelukke underliggende årsager. Endelig kan massage benyttes som ren wellness til hunden.